CVR nr. 31292921
§ 1
Navn og hjemsted
Foreningens navn er: Dyrenes Venner i Grønland/Kalaallit Nunaanni Uumasut Ikinngutai.
Navnet kan ændres ved enstemmig beslutning herom, eller ved en generalforsamling.
Foreningens hjemsted er Nuukullak 34, 3900 Nuuk, Grønland.
§ 2
Foreningens formål
Foreningens formål er at arbejde for at sikre dyr en behandling, pasning og pleje, der opfylder deres
behov. Dette gælder også deres fysiologiske og adfærdsmæssige behov.
Foreningen arbejder for at sikre såvel husdyr (det vil sige hobbydyr, familie- og produktionsdyr),
samt dyr i naturen, tilfredsstillende miljøer, også for at værne om truede arter mod udryddelse.
Formålene forfølges på et realistisk og videnskabeligt grundlag, og i samarbejde med andre
kompetente organisationer indenfor natur- og naturbeskyttelse; nationalt som internationalt.
Foreningens primære arbejde består i at drive internat for herreløse dyr eller dyr, der på anden måde har behov for husly og pasning.
Såfremt der er ressourcer til det, udfører foreningen arbejde af nedenstående karakter:
Udgivelse af publikation (nyhedsbrev), med sagligt og oplysende indhold der afspejler
foreningens arbejde.
Jævnlig henvendelse til offentligheden gennem presse, radio og TV, film m.m. med henblik
på saglig information om dyrs velfærd.
Gennem henvendelse til politikere og myndigheder at søge gældende love og bestemmelser
forbedret, og få truffet dyrebeskyttende foranstaltninger på områder, hvor ingen
lovhjemmel findes.
At virke for at gældende dyreværnsregler overholdes, generelt, som i enkeltsager. Dette sker
navnligt ved henvendelse til de der er ansvarlig for lovovertrædelsen, om nødvendigt ved
politianmeldelse.
Støtte til skolernes undervisning om dyr og dyrevelfærd.
§ 3
Ejendommen B-3836
Foreningen Dyrenes venner I Grønland er ejer af ejendommen der ligger på adressen Nuukullak 34, 3900 Nuuk, med bygning nummer B-3836.
Ejendommen drives af Dyrenes Venner I Grønland og driften styrers af bestyrelsen.
Ejendommen fungerer som internatet for Dyrenes Venner I Grønland samt som arbejdsplads for foreningen til foreningens formål. Lokaler i bygningen som ikke bruges som internatet eller til foreningsarbejde kan bestyrelsen vælge at udleje til private eller erhverv, der beskæftiger sig med eller bidrager til dyrevelfærd eller andre dyremæssige forhold. Det er et krav, at dette opretholdes under hele udlejningen. Ved udlejning laver bestyrelsen en lejekontrakt mellem Dyrenes Venner I Grønland og lejeren. Huslejen bestemmes af bestyrelsen. Alle indtægter fra udlejning af lokaler går til foreningen Dyrenes Venner I Grønlands konto.
Foreningen skal betale for drift og vedligehold af bygningen B-3836
Bestyrelsen vil løbende søge støtte til drift og vedligehold.
Bestyrelsen vil hvert år lave et budget til drift og vedligehold. Der bliver lagt penge til side til store poster til vedligehold, udskiftning af udstyr, samt store uforudsete udgifter vedrørende ejendommen.
Ved store akutte uforudsete udgifter, har bestyrelsen ret til at må låne penge i foreningen navn. Bestyrelsen vil efterfølgende søge støtte til dette lån.
Ejendommen kan ikke sælges eller gives væk uden minimum 3/4 dele af medlemmerne ved en generalforsamling har stemt for.
Hvis foreningen lukker, skal bygningen sælges og midlerne fra salget skal fordeles ligeligt mellem de foreninger og organisationer i Grønland som beskæftiger sig med sikring og forbedring af dyrs vilkår og velfærd.
§ 4
Foreningens drift
Foreningens drift finansieres ved medlemskontingenter, afholdelse af arrangementer, ansøgninger til virksomheder og fonde, samt anden virksomhed efter bestyrelsens skøn med henblik på fremskaffelse af midler til foreningens drift og opfyldelse af formål.
§ 5
Medlemmer
Enhver person med interesse for – og som tilslutter sig – foreningens formål kan
optages som medlem. Den der handler mod foreningens formål, og derved skader foreningens
arbejde, kan af bestyrelsen nægtes optagelse, eller ekskluderes af foreningen.
Bestyrelsen kan udnævne æresmedlemmer af foreningen.
§ 6
Kontingent
Indmeldelse i foreningen sker ved indbetaling af et årligt kontingent. Foreningens kontingent for
medlemmerne fastsættes af generalforsamlingen. Dog er bestyrelsen bemyndiget til at vedtage
særligt kontingent for bestemte grupper af medlemmer. Medlemmer der ikke har betalt skyldigt
kontingent betragtes som udmeldt og kan slettes af medlemslisten.
§ 7
Foreningens ledelse
Foreningen ledes af en bestyrelse, der under ansvar overfor generalforsamlingen driver foreningen.
§ 8
Generalforsamling
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af april måned. Der indkaldes med mindst 3 ugers varsel ved særskilt brev eller mail til de enkelte medlemmer eller via offentliggørelse på sociale medier såsom hjemmeside, Facebook etc. samt ved anvendelse af byens opslagstavler. I indkaldelsen skal det fremgå, at forslag til generalforsamlingen skal være foreningen i hænde senest en uge før generalforsamlingen.
Alle medlemmer der ikke er i restance, har møde- og stemmeret. Hvert medlem har en stemme.
Der kan stemmes ved skriftlig fuldmagt. Generalforsamlingen træffer sine beslutninger ved simpelt stemmeflertal. Undtaget dog i forbindelse med vedtægtsændringer samt opløsning af foreningen. Her kræves et kvalificeret flertal på 2/3 af de afgivne stemmer.
Foreningens formue skal ved en eventuel opløsning anvendes til almennyttige beslægtede formål, det vil sige så vidt muligt til fremme af dyrevelfærd. Beslutning om hvorledes foreningens midler skal anvendes træffes ved simpelt stemmeflertal.
Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal omfatte
følgende:
1. Valg af dirigent
2. Valg af referent
3. Bestyrelsens beretning for året
4. Fremlæggelse af foreningens regnskab
5. Indkomne forslag
6. Valg af bestyrelse i henhold til vedtægterne
7. Valg af revisor og revisorsuppleant
8. Eventuelt
Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af forsamlingen, og som ikke må være medlem
af bestyrelsen.
Der vælges en referent, som skriver et referat af hvad der bliver snakkes om og hvad der bliver besluttet. Referenten må ikke være medlem af bestyrelsen. Referenten skal efter generalforsamlingen renskrive referatet, referatet skal også indeholde dagsorden. Formanden skal have det renskrevet referat tilsend, senest en uge efter generalforsamlingen er afsluttet, hvorefter referatet bliver offentliggjort. Revisor og revisorsuppleant vælges for 1 år ad gangen.
Foreningens reviderede regnskab skal foreligge til gennemsyn på foreningens eller formandens
adresse senest ugedagen før den ordinære generalforsamling.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, hvis bestyrelsen beslutter det, eller mindst 20 af foreningens medlemmer begærer det hvilket må ske skriftligt til bestyrelsens formand eller næstformand med angivelse af de punkter, som ønskes behandlet.
Formanden er pligtig til, med mindst 14 dages varsel skriftligt at indkalde den ekstraordinære
generalforsamling til afholdelse senest 4 uger efter begæringens modtagelse. Den foreslåede dagsorden vedlægges indkaldelsen.
§ 9
Bestyrelsens sammensætning
Bestyrelsen består af minimum 5, maksimum 7 personer. Der kan vælges maksimum 3 suppleanter til bestyrelsen.
Bestyrelsen vælges for en periode på 2 år. Hvert år afgår de 3 af de generalforsamlingsvalgte
bestyrelsesmedlemmer, der har fungeret længst, regnet fra de pågældendes sidste valg. Mellem
flere medlemmer, der har fungeret lige længe, bestemmes afgangen ved lodtrækning. De
fratrædende medlemmer kan genvælges.
Bestyrelsen konstituerer sig umiddelbart efter generalforsamlingen med formand, næstformand,
kasserer, sekretær og 1-3 bestyrelsesmedlemmer.
§ 10
Bestyrelsens arbejdsområder, opgaver og virke
Foreningens daglige ledelse varetages af bestyrelsen.
Bestyrelsen træffer afgørelser i alle forhold der ikke udtrykkeligt henhører under
generalforsamlingen.
Bestyrelsen disponerer over foreningens midler med ansvar overfor generalforsamlingen.
Under forhandlinger og møder føres referat. Mødeaktivitet fastsættes af bestyrelsen.
Foreningen tegnes af formand og kasserer (næstformand ved formandens forfald).
Bestyrelsen er ansvarlig for anvendelse af tilskud, for Ejendommen B-3836 og udendørsarealer dertil og for regnskab og dokumentation af driften.
Bestyrelsen indkalder til generalforsamling mindst en gang årligt.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
Bestyrelsesmøder afholdes mindst 4 gange årligt, og når formanden finder det nødvendigt, eller når
mindst tre bestyrelsesmedlemmer kræver det.
Indkaldelsen til bestyrelsesmøde sker skriftligt med 7 dages varsel og med angivelse af dagsorden.
Der udarbejdes beslutningsreferat efter hvert bestyrelsesmøde, som underskrives af formanden,
næstformanden eller referenten.
Bestyrelsen træffer sine beslutninger ved simpelt stemmeflertal. Ved stemmelighed er formandens
eller den fungerende formands stemme udslagsgivende.
Der kan stemmes ved fuldmagt.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når over halvdelen af bestyrelsens medlemmer er til stede,
eventuelt via fuldmagt.
§ 11
Ansøgninger, regnskab og revision
Bestyrelsen udarbejder hvert år et regnskab til godkendelse på generalforsamlingen. Foreningens
regnskab revideres af de generalforsamlingsvalgte revisorer.
Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.
Årsregnskabet skal underskrives af formand, kasserer samt revisor.
Årsregnskabet skal opgøres, således som god regnskabsskik tilsiger og i overensstemmelse med de i
lovgivningen til enhver tid gældende krav.
Bestyrelsen er forpligtet til at stille alt regnskabsmateriale til rådighed for gennemsyn af sponsorer,
fonde der måtte have bevilget tilsagn eller midler og myndigheder, således at disse til enhver tid kan
sikre at midler alene anvendes til opfyldelse af foreningens formål.
§ 12
Hæftelser
Bestyrelsens medlemmer hæfter ikke personligt for foreningens tilskud, og hæfter ikke i øvrigt over
for foreningens kreditorer, tilskudsgivere mv.
For de forpligtelser, der påhviler foreningen i øvrigt, hæfter foreningen alene med den til enhver tid
eksisterende formue.
© Copyright 2024 Dyrenes venner i Grønland-Kalaallit Nunaanni Uumasut Ikinngutai.
Alle rettigheder forbeholdes