Hvem er vi?


HVEM ER VI ? HVORFOR ER VI ? OG HVAD ARBEJDER VI FOR ?
(Lidt af hvert om “Foreningen Dyrenes Venner i Grønland”)
I november 1995 var vi tre dyrevenner der indkaldte til et orienterende møde, for at “vejre stemningen” for en evt.oprettelse af en dyreværnsforening. Borgerne i byen havde gennem en årrække måttet se stiltiende til, når kommunale hundefangere – på må og få – skød løsgående hunde ned. Mange elskede familiehunde led den kranke skæbne som følge af lidt eventyrlyst, og det mente vi ikke kunne have sin rigtighed. Alle ved, at selv den mest velopdragne hund, kan blive grebet af lysten til at “se sig lidt omkring” – og vi ville gerne have forhold der gjorde at det ikke var ensbetydende med døden (Eller endnu værre – at hunden blev skamskudt, og efterfølgende smidt på Dumpen, hvor familien dagen efter kunne finde den liggende, efter en nat med ubeskrivelige lidelser).

Mødet gav så positiv en tilbagemelding, at vi den 14 oktober 1996, efter en del “fodarbejde”, kunne indkalde til stiftende generalforsamling i Grønlands første dyreværnsforening.

Dyreværn i Grønland er absolut ikke nemt ! Men man skal hele tiden holde sig for øje, at familie dyrene, som de kendes i store dele af den øvrige Verden, først blev kendt i Grønland i starten af 60’erne. Indtil da, var de eneste hunde man kendte til, dem der trak slæden i de nord- og østlige regioner, og dem der passede fårene i Midt- og Sydgrønland. Slædehunde & hyrdehunde – arbejdsdyr ! Det at have en hund – eller en kat, liggende under køkkenbordet (eller i sofaen), var et helt ukendt begreb ! (Kattehold i Grønland, blev først godkendt pr 1. januar 1996) Og sådan noget må man huske, inden man fordømmer – alt for meget !

Det vi oplever i dag, er at mange hunde, efter at 3-4 måneders alderen er indtrådt – og dermed viser de lidt kedelige tendenser med at gnave i sko, tæpper, møbler m.v., smides på gaden ! Vi vil i “Dyrenes Venner” arbejde for at udbrede kendskab til det at have familie dyr. Det er vigtigt at man ved hvad man går ind til – at man er forberedt på de ulykker en hvalp/killing kan finde på at lave. Alt for mange gange ser vi at den samme familie der smed hvalpen ud, ta’r en ny hvalp ind få uger efter – fordi de tror at den vil opføre sig anderledes !!! Og dermed sker en gentagelse af historien. Alt for mange gange tages hvalpe og killinger fra for tidligt – man ser jævnligt børnene løbe rundt med hvalpe og killinger der højst er 4-5 uger gamle. Også på det punkt er der et stykke informationsarbejde, at gå i gang med.

Alle disse hjemløse og misrøgtede dyr, har en kummerlig tilværelse. En evig søgen efter mad, en evig flugt fra hundefangeren – og i den lange og kolde vinter; en konstant kamp for at finde et varmt sted at sove. Derfor gik det også hurtigt op for den nystartede forening, at der måtte arbejdes for at finde et sted hvortil disse dyr kunne indbringes !

Det lykkedes foreningen at få fat i to gamle barakker, der igennem de sidste 12-15 år blot havde stået til forfald. En midlertidig arealtildeling – ca. 25 meter fra hvor barakkerne stod, blev givet fra Nuuk Kommune, og herefter har hårdt, frivilligt og ulønnet arbejde, sammen med en velvilje fra byens erhvers-og næringsdrivende, samt bidrag fra forskellige fonde, selskaber og foreninger, gjort det muligt at kunne give husly til såvel herreløse hunde som katte.

Også dyr der pludselig har stået uden pasningsmuligheder – bl.a. i forbindelse med at ejeren har været hospitalsindlagt, har nydt godt af vore lokaliteter. I et enkelt tilfælde er vi trådt til, i forbindelse med en “baggårdskat”. En halvvild/tam stor killing, der igennem hele sommeren var blevet fodret af beboere i den boligblok den boede nedenunder. Da vinteren nærmede sig henvendte de sig hos os, og “Ida” – som hun er døbt, har siden slutningen af oktober 98, haft sit eget lille hjem under vort tag. Ida er nu udnævnt til “Internatskat” – er blevet steriliseret og vaccineret, og hun er en ren perle i forhold til de meget små killinger vi indimellem får indbragt. Hun overtager lynhurtigt opdragelsen af de små.

Desværre har de kommunale myndigheder ikke den samme positive indstilling til foreningen og dens arbejde – som den brede befolkning har. Det har ikke været muligt at få nogen form for økonomisk støtte – så i starten var der tale om at bestyrelsen måtte anvende private midler – indtil vi begyndte at finde ud af hvor man ellers kunne henvende sig. Det første sted vi stod “med hatten i hånden” var hos Dyrenes Beskyttelse i Danmark, der gav os kr. 5.000,- til opstart.

Det eneste samarbejde der er lykkedes at få i stand med Nuuk Kommune, er en aftale om at de hunde og katte der optages af hundefangeren, nu indleveres hos “Dyrenes Venner” i stedet for at blive skudt. Og såfremt det ikke lykkes for os at finde dyrets ejer, eller finde en ny ejer – så betaler Kommunen for aflivning hos dyrlægen, hos hvem “Dyrenes Venner” har forhandlet sig til en speciel pris. Vi havde et håb om at de kommunale myndigheder ville gå med ind i et arbejde med at neutralisere dyrene. Vi søgte derfor om et engangsbeløb på kr .50.000,- der skulle anvendes til at give hunde- og kattejere, et tilbud om at få dyret neutraliseret for et symbolsk beløb. Dette i et forsøg på at undgå de mange uønskede hvalpe og killinger. Men her meldte Kommunalbestyrelsen “pas” på os, ærgerligt nok !

Men vi arbejder ufortrødent videre.

Det er en daglig kamp at skaffe midler til at kunne køre her omtalte Internat videre. Vi tæller d.d. ca.200 medlemmer, der betaler 100,- pr år, hvilket jo slet ikke rækker ! Vi skal have penge til mad og dyrlægebesøg, til vand, varme og strøm, til telefon, transport og forsikring, og helst også til at kunne udbrede budskaberne og informationerne omkring pasning og pleje af familie dyr. Så derfor er vi dybt afhængige – og taknemmelige, for hvert et bidrag der ydes os.

Vi håber også på Deres støtte.

Venlig hilsen
Dyrenes Venner

 

Bestyrelsen – siddende:
Formand           Susanne A Markdal – medstifter af foreningen, formand siden stiftelsen i 1996.
Næstformand     Charlotte D Andersen – indtrådt i bestyrelsen i 2006
Best.medlem     Karl O Karlsen – medstifter af foreningen, har været i bestyrelsen siden
Best. Medlem    Ulla Hansen – indtrådt i bestyrelsen i 2008
Best.Medlem     Lars Peter Danielsen – medstifter af foreningen, har været i bestyrelsen siden
Best.medlem     Kasper Cordt-Olsen – indtrådt i bestyrelsen i 2008
Kasserer           Inger Hauge – medstifter af foreningen, har været kasserer i alle årene.

Alle bestyrelsesmedlemmer kan tilskrives via foreningens adresse : Postboks 415  3900 Nuuk,  eller via mail : kontakt@dyrenesvenner.gl.