Nuuk ugeavis – uge 46

DYRENES SIDE uge 46

NÅR DIN HUND INDLEVERES/UDLEVERES HOS DYRENES VENNER… hvad koster det?

Allerførst skal det slås fast at Dyrenes Venner IKKE indfanger hunde, katte el. andre dyr. Det gør de folk som Kommunen har lavet en aftale med om at gøre det. (Kommunal hundefangerordning)

Foreningen DYRENES VENNER blev stiftet for at undgå at disse indfangede dyr blev aflivet med det samme. For sådan foregik det nemlig før vi kom til i 1996. De blev kørt direkte ud på dumpen, og skudt! Vi arbejdede hårdt de første år for at få et sted hvortil disse indfangede dyr kunne indleveres, og i løbet af 1997 blev det muligt – nogle husker måske de gamle barakker på Dr.Ingridsvej ?

”Hvorfor har I taget min hund?” Det spørgsmål stiller mange der kommer i Internatet for at få deres hund udleveret igen. Men igen: Vi har ikke taget nogens hund, men vi har blot sørget for at der er et sted hvortil hunden kan afleveres.

Alle som du møder hos Dyrenes Venner arbejder frivilligt og ulønnet. Og det er dejligt når vi så engang imellem modtager en tak fra en glad hundeejer der får sin hund igen – alt for mange gange møder vi sure og fornærmede mennesker – der slet ikke forstår hvorfor hunden er havnet hos os – og hvorfor der skal betales når hunden skal udleveres igen.

Helt basalt så var hunden aldrig havnet hos os, hvis den til stadighed var ført i snor – og ikke bare lukket ud for at lufte sig selv! Og selvfølgelig skal der betales for den service som vi yder dig. Hunden får ”Kost og logi”, og den passes og plejes. Luftes 4 gange i døgnet (igen af frivillige og ulønnede medborgere i Nuuk) – og for at vi kan betale vore udgifter til vand, varme, strøm, telefon, forsikringer, hundemad osv osv osv, så er vi jo nødt til at få nogle af pengene hjem igen.

DYRENES VENNER drives udelukkende ved hjælp af medlemmernes bidrag samt donationer fra fonde og legater. Vi får ikke en krone fra det offentlige som det ser ud nu. Så selvfølgelig er vi nødt til at opkræve et beløb når hunden udleveres.

Og hvad koster det så når din hund har været i Internatet? Blot 50 kr pr dag for medlemmer af Dyrenes Venner, 100 kr pr dag for IKKE-medlemmer. Dvs at jo hurtigere du henter din hund, jo billigere er det! Er din hund indleveret af den kommunale hundefanger, vil du yderligere modtage en regning fra Kommunen på 450 kr – så JA, det kan blive en dyr affære, det bør du måske tænke på inden du næste gang lukker din hund ud, for at lade den lufte sig selv !

Er du dyreven, og synes du at vi gør et prisværdigt arbejde, kunne du måske betænke os med et medlemskab? Det koster blot 100 kr om året at være medlem. Se hvordan du melder dig ind på www.dyrenesvenner.gl eller kom forbi Internatet i åbningstiden. VÆR MED TIL AT HJÆLPE OS, MED AT HJÆLPE DYRENE ! Tak på forhånd for din støtte.